E

efterabe          er Aandløshed (SKS 26,276)

efterfølge        at være Efterfølger er, at Dit Liv har saa megen Lighed med hans (Christus) som det er muligt, et

                      Menneskes Liv kan have (SKS 12,115) 

efterfølge        Det vil sige en Stræben efter mit Livs Conformitet med Forbilledet (SKS 23,404)

efterfølge        Efterfølgelsen har man reent afskaffet, og i Maximum holder man paa det Lumperie: den borgerlige

                      Retfærdighed (SKS 24,382)

efterfølge        "Efterfølgelsen" afgiver egentlig Garantien for, at Christendommen ikke bliver Poesie, Mythologie, Idee i

                      abstrakt Forstand - hvad den noget nær er blevet i Protestantismen (SKS 24,384)

efterfølge         Efterfølgelse forholder sig categorisk til den Enkelte (SKS 24,395)

efterfølge         Det at man aldeles fortier, at "Efterfølgelsen" er fordret, har aldeles demoraliseret Christenheden (SKS

                       25,195

egoisme          se selvkærlighed

 

eksistens         Den der er Existerende er bestandigt i Vorden (SKS 7,85) *

eksistens         Existentsen selv, det at existere, er Stræben (SKS 7,90) *

eksistens         Men hvad er Existents? Det et hiint Barn, som er avlet af det Uendelige og det Endelige, det Evige og det

                      Timelige, og derfor er bestandigt stræbende (SKS 7,91) *

eksistens         har den mærkelige Egenskab, at den Existerende existerer enten han vil eller ei (SKS 7,116) *

eksistens         at existere er at vorde (SKS 7,183) *

eksistens         At existere er noget ganske Andet end at vide (SKS 7,271) *

eksistens         At existere, naar dette ikke skal forstaaes om saadan at existere, lader sig ikke gjøre uden Lidenskab

                      (SKS 7,280) *

eksistens         At existere er for en Existerende hans høieste Interesse (SKS 7,285) *

eksistens         Existents er bestandigt det Enkelte, det Abstrakte existerer ikke (SKS 7,301) *

eksistens         Alle Existents-Problemer ere lidenskabelige, thi Existents, naar man bliver sig den bevidst, giver Lidenskab

                      (SKS 7,321) *

eksistens         At existere er en Kunst. Den subjektive Tænker er æsthetisk nok til at hans Liv faaer æsthetisk Indhold,

                      ethisk nok til at regulere det, dialektisk nok til tænkende at beherske det (SKS 7,321) *

eksistens         For en existerende er den lidenskabelige Afgjørelse netop maximum (SKS 7,375) *

eksistens         Opfattelsen af Distinktionen Her og Hisset er i Grunden Opfattelsen af det at existere (SKS 7,518) *

eksistens         Enhver menneskelig Existents, der ikke er sig bevidst som Aand eller sig for Gud personlig bevidst som

                      Aand, enhver menneskelig Existents, der ikke saaledes gjennemsigtig grunder i Gud, men dunkelt hviler i

                      og gaaer op i noget abstrakt Universelt (Stat, Nation o.d.), eller i Dunkelhed over sit Selv tager sine Evner

                      blot som Virkekræfter uden i dybere forstand at blive sig bevidst, hvorfra han har dem, tager sit Selv som

                      et uforklarligt Noget, hvis det skulde forstaaes ind efter - enhver saadan Existents, hvad den end udfører,

                      det meest Forbausende, hvad den end forklarer, hele Tilværelsen, hvor intensivt den end æsthetisk nyder

                      Livet: enhver saadan Existents er dog Fortvivlelse (SKS 11, 161) *

eksistens         de fleste Mennesker existere i dybere Forstand slet ikke (SKS 12,133)

eksistens         I Forhold til at existere gives der kun Lærende, thi Den, der indbilder sig at han er saaledes færdig, at han

                      kan lære Andre og derover glemme selv at existere og lære; han er en Daare. I Forhold til at existere er

                      der for alle Existerende een Læremester: Existentsen selv (SKS 18,277)

eksistens         Hovedsagen er i Forhold til ethvert existentielt Problem, dets Betydning for mig, dernæst kan jeg se, om

                      jeg duer til at afhandle det lærd (SKS 18,288)

eksistens         Ens Existents er den væsentlige Prædiken (SKS 22,203)

eksistens         altsaa dagligt hver evige Dag man lever (SKS 23,307)

eksistens         Det at existere det er just det Eenfoldige (SKS 23,480)

eksistens         se også dialektik

elske               sandselig Elskov er efter sit Begreb ikke trofast, men absolut troløs (SKS 2,98) *

elske               Forstaaer man ikke at gjøre Elskoven til det Absolute, i Sammenligning med hvilken al anden Historie

                      forsvinder, saa skulde man aldrig indlade sig paa at elske, om man end gifter sig 10 gange (SKS 2,369) *

elske               Hvad elsker Elskov? Uendelighed. Hvad frygter Elskov? Grændse (SKS 2,429) *

elske               at ville er den store Sjæl, og den, der elsker, vil (SKS 3,73) *

elske               Den der ikke kan elske, han er den Ulykkeligste af Alle (SKS 3,158) *

elske               Den der virkelig elsker kan neppe finde Glæde, Tilfredsstillelse, end sige Fremvæxt ved at sysle med en

                      Definition om hvad Elskov egentlig er (SKS 4,447) *

elske               Den Elskendes Lyst er nu vel ikke selvisk i Forhold til den Elskedes, men begges i Forening er absolut

                      selvisk forsaavidt de i Foreningen og Elskoven danne et selv (SKS 6,46) *

elske               Forelskelsen er aldeles umiddelbar, Ægteskabet er en Beslutning (SKS 6,97) *

elske               Ligeoverfor en umiddelbar Existents er Elskoven den stærkere Magt, men ligeoverfor en Beslutning, der

                      allerede forud har væbnet sig mod den, er den det ikke (SKS 6,164) *

elske               Derfor skulde man holde til Raade med det Ord at elske. Sproget har kun det ene, og intet helligere (SKS

                      6,272) *

elske               Elskov er en Subjektivitetens Bestemmelse (SKS 7,124) *

elske               Der er sagt meget Besynderligt, meget Beklageligt, meget Oprørende om Elskov, men det Dummeste der

                      er sagt om den er, at den er til en vis Grad (SKS 7,209) *

elske               Inderlighed i Elskov (er) ikke at gifte sig syv gange med danske Piger og saa gaae løs paa de franske, de

                       italienske o.s.v., men at elske Een og den samme (SKS 7,236) *

elske               Eet Dobbelt kan en Pige fordre i Elskov, naar hun fordrer Alt: at Han er den Elskelige, og at han har en

                      Idee at give hende med i Kjøbet – saa er Elskovens Ligning absolut og fuldendt (SKS 8,42)

elske               Som det gjælder om al Lidenskab, saa gjælder det om Elskov, at Den der modtager Indvielsen, i

                      Forelskelsens indviede Øieblik staar frit, frit paa Illusionens dumdristige Høidepunkt, frit og uendeligt

                      overskuende al Verden (SKS 8,50)

elske              Elskov og Venskab er netop Selvfølelsens Høieste, er Jeget beruset i det andet Jeg (SKS 9,62)

elske              Hvad er nemlig det høieste Gode og den største Salighed? Dog vel det, i Sandhed at elske; næst dette, i

                     Sandhed at blive elsket (SKS 9,240)

elske              Elskov er et Ønske for dette Liv (SKS 9,308)

elske              Elskov er dog Timelighedens, dens skjønneste, men dog Timelighedens skrøbelige Opfindelse (SKS 9,309)

elske              hvad er det stærkeste Udtryk for at elske meget? det er, at hade sig selv (SKS 11,274)

elske              Elskov er just en af de stærkeste og dybeste Yttringer af Selviskhed (SKS 13,99)

elske              Forelskelse er en Bestemmelse af den rene, den ligefremme Inderlighed, den har ingen anden Dialektik end

                     Inderliggørelsens egen Dialektik, den har ingen dialektisk Bestemmelse uden for sig, den er den ligefremme

                     Identitet af det Subjektive og det Objektive. Elskov er Forelskelsen, Forelskelsens Primitivitet er selve

                     Elskovens Tilbliven. Elskov er ikke til som noget Objektivt, men bliver kun til hver Gang En bliver forelsket

                     (SKS 15,273)

elske              at elske er at forvandles i Lighed med den Elskede (SKS 23,413)

elske              Hvad er det at elske? Det er ville ligne den Elskede, eller det er at gaae ud fra sit Eget og ind i den

                     Elskedes (25,47)

elske              se også ulykkelig

elskede          den Elskede er Gudens Gave (6,114) *

elsker            den Elsker, der er uden Lidenskab: en maadelig Patron (SKS 4,243) *

elsker            En ret Elsker kjender man strax derpaa, at han ikke besmitter Forelskelsens Møde, som søger Eensomhed,

                     ved at bringe et Opløb med sig, en Stimmel af Vidner (SKS 5,410)

enfoldig          evig sikkret er kun Eenfolden ved eenfoldigt at lade sig bedrage, hvor klart den end gjennemskuer

                     Bedraget (SKS 11,264)

enfoldig          Det Eenfoldige ligger netop i (og dette er det skjønne i en vis Fortstand) ikke at kunne tænke en dialektisk

                     Dobbelthed (SKS 20,39)

enfoldig          det sande Eenfoldige er, at ens Liv udtrykker hvad man forkynder (SKS 21,64)

enkelte           Pointen i det Enkelte er netop dets negative Sig-Forholden til det Almene, dets Frastøden (SKS 4,381) *

enkelte           det Evighedens Adelskab, som er indrømmet Enhver, at være en Enkelt (SKS 8,419)

enkelte           Derfor er denne Bevidsthed om at være en Enkelt, Grundbevidstheden i et Menneske, den er hans evige

                      Bevidsthed (SKS 8,233)

enkelte            fra at være en Enkelt er Ingen, Ingen udelukket, uden Den, som udelukker sig selv ved at blive Mange

                      (SKS 16,92)

enkelte            ”Den Enkelte” kan betyde den Eneste af Alle, og ”den Enkelte” kan betyde Enhver (SKS 16,95)

enkelte            er Aandens, Aands-Opvækkelsens Categorie (SKS 16,101)

enkelte            "Den Enkelte"; det er den christelig afgjørende Categorie (SKS 16,101)

enkelte            Thi hvad er det at være og ville være den Enkelte? Det er at have og at ville have Samvittighed (SKS

                       16,149)

enkelte             Den meest ironiske Kategori, som vel at mærke tillige er den absolut sædelige er: Enkeltheden, hiin

                       Enkelte (SKS 20,90)

enkelte             Enkelthedens Kategorie er Evighedens Kategorie (SKS 20,146)

enkelte             Alt dreier sig om den Enkelte. Denne Kategorie er det Punkt, ved hvilket og gjennem hvilket Gud kan

                        komme til at berøre Slægten (SKS 21,326)

enkelte             Den Existents-Form: at være den Enkelte er høiere end den: lad os holde nogle Stykker sammen (SKS

                        24,57)

enkelte              Den Enkelte er Aands-Bestemmelsen; det Collective Dyre-Bestemmelsen (SKS 24,449)

 

ensomhed        Overhovedet er Trangen til Eensomhed et Tegn paa, at der dog er Aand i et Menneske (SKS 11,178)

ensomhed        Det er en frygtelig Satire og et Epigram over den nyere Tids Timelighed, at den eneste Anvendelse man

                       nu veed at gjøre af Eensomheden er en Straf, er Fængslet. Hvilken Forskjel siden den Tid, da man, hvor

                       verdslig end Timeligheden altid har været, dog troede paa Klosterets Eensomhed, da man altsaa ærede

                       Eensomheden som det Høieste som det Eviges Bestemmelse - og nu da man afskyer den som en

                       Forbandelse, saa den kun kan bruges som Straf over Forbrydere (SKS 20,102)

erfaring            er her som allevegne en besynderlig Person, thi dens Væsen er altid at være baade for og imod (SKS

                       2,417) *

erfaring            Man siger, at Erfaringen gjør et Menneske klog. Det er meget ufornuftigt talet. Var der ikke noget Høiere

                       til end Erfaring, saa vilde den netop gjøre ham gal (SKS 18,158)

erindring          At leve i Erindringen er det fuldendteste Liv, der lader sig tænke (SKS 2,41) *

erindring          Erindringen er fortrinsvis de Ulykkeliges egentlige Element (SKS 2,217) *

erindring          har den store Fordeel, at den begynder med Tabet, derfor er den sikker, thi den har Intet at tabe (SKS

                       4,14) *

erindring          At erindre er ingenlunde identisk med at huske (SKS 6,17) *

erindring          I Erindringen trækker Mennesket paa det Evige (6,19) *

erindring          Kun i Erindringen er der absolut Ro (SKS 14,106)

erkendelse       Al væsentlig Erkjenden angaaer Existents (SKS 7,181) *

erkendelse      dersom altsaa et Menneske ikke i samme Secund, som han har erkjendt det Rette, gjør det - ja saa gaaer

                      nu for det første Ekjendelsen af Kog. Og dernæst saa bliver Spørgsmaalet, hvad synes Villien om det

                      Erkjendte. Villien er et Dialektisk, og har igjen under sig hele den lavere Natur i Mennesket. Synes denne

                      nu ikke om det Erkjendte, saa følger deraf vel ikke, at Villien gaaer hen og gjør det Modsatte af hvad

                      Erkjendelsen forstod, saa stærke Modsætninger forekomme vistnok sjeldnere; men saa lader Villien nogen

                      Tid gaae hen, det bliver et Interim, det hedder: vi vil dog se Tiden an til imorgen. Under alt Dette bliver

                      Erkjendelsen dunklere og dunklere, og det Lavere seirer mere og mere; ak, thi det Gode maa gjøres strax,

                      idet det er erkjendt (SKS 11,206) *

erkendelse      Der er i ethvert Menneske en Evne, Erkjendelsen. Og ethvert Menneske, den meest Vidende, den meest

                      Indskrænkende, er i sin Erkjenden langt forud for hvad han er i sit Liv, eller hvad hans Liv udtrykker. Dog

                      beskjeftiger dette Misforhold os Mennesker mindre. Erkjendelsen derimod sætte vi stor Priis paa, og

                      stræbe alle at udvikle hver sin Erkjenden mere og mere (SKS 16,173)

erkendelse       Det er nemlig en Opgave for den menneskelige Erkjenden at forstaa at der er, og hvilket det er, den

                      ikke kan forstaae (SKS 20,89)

etik                 Lad os nu engang sammenstille et ethisk og et æsthetisk Individ. Hovedforskjellen, hvorom Alt drejer sig,

                      er den, at det ethiske Individ er sig selv gjennemsigtig og ikke lever ins Blaue hinein, som det æsthetiske

                      Individ gjør det. Med denne Forskjel er alt givet. Den, der lever ethisk, har seet sig selv, kjender sig selv,

                      gjennemtrænger med sin Bevidsthed sin hele Concretion, tillader ikke ubestemte Tanker at pusle om i

                      ham, ikke fristende Muligheder at adsprede ham med deres Gjøgleværk, han er ikke sig selv som et

                      Hexebrev, der snart kan komme Eet ud af, snart et Andet, alt eftersom man vender og drejer det. Han

                      kjender sig selv (SKS 3,246) *

etik                 ved det Ethiske er der aldrig Spørgsmaal om det Udvortes, men om det Indvortes (SKS 3,252) *

etik                 Det ethiske er som saadant det Almene, og som det Almene Det, der er gældende for Enhver

                      (SKS 4,148) *

etik                 Ethiken viser Idealiteten som Opgave, og forudsætter, at Mennesket er i Besiddelse af Betingelserne (SKS

                      4,324) *

etik                 Jo idealere Ethiken er, jo bedre. Den skal ikke lade sig forstyrre af den Passiar, at det ikke hjælper at

                      fordre det Umulige; thi allerede det at høre efter saadan Tale er uethisk (SKS 4,324) *

etik                 Den sande ethiske Begeistring ligger i at ville af yderste Evne, men tillige opløftet i guddommelig Spøg

                      aldrig at tænke paa, om man derved udretter Noget eller ikke. Saasnart Villien begynder at skele derefter,

                      begynder Individet at blive usædeligt (SKS 7,126) *

etik                 Det Ethiske er, som det Absolute, uendelig gyldigt i sig selv og trænger ikke til Staffage for bedre at tage

                      sig ud (SKS 7,133) *

etik                 Det Ethiske er Inderligheden (SKS 7,133) *

etik                 Det Ethiske er og bliver den høieste Opgave, som er sat ethvert Menneske (7,141) *

etik                 Det Ethiske er beregnet på Individualitet (SKS 7,144) *

etik                 Al ethisk Udvikling er at blive aabenbar for Gud (SKS 7,146) *

etik                 det Ethiske er jo ikke blot en Viden, det er tillige en Gjøren (SKS 7,149) *

etik                 Ethisk og religieust bliver man ikke Helt ved at være en frisk Fyr, der kan tage sig Alt let, men tvertimod

                      ved at tage Livet uendelig tungt, dog vel at mærke ikke i Form af fruentimmeragtig halvtimes Vrælen, men

                      i Form af Udholdendhed i Inderlighed (SKS 7,242) *

etik                 det Ethiske (er) Existentsens Inspekteur (SKS 7,479) *

etik                 det er uethisk at have sit Liv i det Comparative, det Relative, i det Udvortes, og at have Politieretten,

                      Forligelsescommissionen, en Avis eller nogle af Kjøbstadens Honoratiores, eller Hovedstadens Janhagel til

                      sidste Instants i Forhold til sig selv (SKS 7,481) *

etik                 Kun Ethiken kan stille et levende Menneske rigtigt; den siger: Hovedsagen er at stræbe, at arbejde, at

                      handle (SKS 15,284)

etik                 Den ethiske Besindelse i Livet er det afgjørende (SKS 18,269)

etik                 Det Ethiske er jo just det Almeen-Menneskelige (SKS 24,23)

etik                 Det Ethiske er altid Fordringen (SKS 24,291)

etik                 se også religion

evige               det er det Eviges Fuldkommenhed ikke at have Historie, og er det Eneste, der er til, og dog absolut ikke

                       har Historie (SKS 4,276) *

evige               det Evige er det Nærværende, og det Nærværende er det Fyldige (SKS 4,390) *

evige               den, der ikke retteligen har forstaaet det Evige, aldeles concret forstaaet det Evige, han mangler

                       Inderlighed og Alvor (SKS 4,451) *

evige               det Evige er det Tilkommendes Grund (SKS 5,28)

evige               den fjerneste Afstand fra det Evige: et Øieblik i Tid fyldt med Tomhed (SKS 7,384) *

evige               Hvis da nogensinde Leve-Viisdom vil forandre det, der skal angaae det Evige i et Menneske til ogsaa at

                       være noget Timeligt; da skal dette være Daarskab, hvad enten det er en Olding der taler, eller en Yngling

                       (SKS 8,127)

evige               Der er kun eet Beviis for, at det Evige er til: Troen paa det (SKS 8,159)

evige                Alt hvad et Menneske veed om det Evige er hovedsageligen indbefattet i Dette: det er Gud som raader

                       (SKS 8,355)

evige                skal Du forstaae dig paa det Evige, da maa der være stille omkring dig, medens Du ganske samler din

                       Opmærksomhed paa Inderligheden (SKS 9,325)

evige               det Evige er egentligen ikke et Noget, men er: Maaden paa hvilken det faaes (SKS 13,152)

evige               jo mere man mener at kunne eller forhærder sig i at kunne undvære det Evige, desto mere trænger man i

                       Grunden blot til det (SKS 16,84)

evige               se også alvor, bevidsthed, bibelen, enkelte, evigheden, fortvivle, inderlighed, klogskab, kristendom,

                       kunst, menneske, øjeblik.

 

 

evigheden        ligesom Veien til Fordærvelsen brolægges med gode Forsætter, saaledes tilintetgjøres Evigheden bedst

                      ved lutter Øieblikke (SKS 4,451) *

evigheden        I Evigheden derimod er al Modsigelse hævet (SKS 4,453) *

evigheden        Evigheden tager Muligheden bort (SKS 6,363) *

evigheden        er ved det Mulige bestandig nær nok til at være ved Haanden og dog fjern nok til at holde Mennesket i

                       Bevægelse fremad mod det Evige (SKS 9,252)

evigheden        er ikke Modsætningen til et enkelt Øieblik i Timeligheden (dette er meningsløst), den er Modsætningen til

                       hele Timeligheden (SKS 10,110)

evigheden        er Tidens Fylde (SKS 18,31)

evigheden        Naar man tager Evighedens Forfærdelse bort (enten evig Salighed eller evig Fortabelse) saa bliver det i

                       Grunden Phantasterie med at ville følge Jesum efter. Thi kun denne Evighedens Alvor kan forpligte men

                       ogsaa bevæge et Menneske til at vove saaledes afgjørende og forsvare at han gjør det (SKS 22,92)

evigheden        se også evige, kærlighed, selv